Bestyrelsesmøde den 15. september 2026


Afholdt: Sydtoften 41, hos Erling
Tilstede: Lars, Henrik, Erling, Janine og Fahim
Afbud: Ingen
Referent: Erling

Godkendelse af dagsorden

Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.

Økonomi, medlemsudvikling og rekruttering (behandlet samlet):

Ud over, at foreningens konto pr. 01.09.26. har et indestående på 25.948,13 kr., er det stadig ikke lykkedes Henrik at komme på netbank, og han har derfor ringe mulighed for at få fuldt overblik over økonomi og indbetalinger. Han har undervejs i forløbet talt med mindst 3 forskellige medarbejdere hos Nordea, der hver især aldrig har modtaget den krævede dokumentation, selv om han flere gange har sendt den ind.

Der er sædvanligvis restancer i kontingentindbetalingen, men pga. den manglende netbankadgang kan han ikke tjekke det nøjagtigt. 

Lars vil udtrække og videregive regnskabsdata til Henrik med henblik på at 'sjusse' antallet af kontingentindbetalinger. På trods af den manglende  adgang til præcise data, skønnes foreningen overordnet at have en god økonomi.

Det blev diskuteret, hvorfor vi har konto hos Nordea, når de yder så uprofessionel service, men det fortaber sig lidt i historien. Det blev imidlertid aftalt at undersøge andre muligheder, bl.a. vil Lars forhøre sig hos en kontakt hos Arbejdernes Landsbank.

Hvad netbankadgangen angår, er Henrik svagt optimistisk, fordi vi nu har fået lov til at betale et 'brugerændringsgebyr' på 600 kr. - men Janine mener, at der sagtens kan gå 6 måneder endnu, før netbankadgangen er endeligt på plads.

Opdatering af 16/9 2026:

Henrik oplyser, at han efter endnu en samtale med Nordea nu omsider har fået adgang til foreningens konto. En del af årsagen til det ekstremt lange forløb er, at nogen i sagsbehandlingen har glemt at give besked om ønsket om kontoadgang.

Hvad rekruttering angår, har Janine fået nye naboer, som virker interesserede i at tilmelde sig foreningen. Hun vil endvidere godt påtage sig at gå ud med introduktionssedler til nye tilflyttere, men udbeder sig information om sådanne inden 28. september.

Efterårscontainere:

Ud fra tidligere mødereferater konstateredes, at Majbritt allerede har bestilt containere til opstilling 23.-26. oktober. Henrik vil imidlertid kontakte leverandøren for at spørge om grunden til den seneste store prisstigning.

Fahim bruger en anden leverandør i Mårslet og mener, at vi kan få en bedre pris derfra. Henrik og Fahim koordinerer indbyrdes.

Opdatering af 16/9 2026:

Henrik har fået oplyst, at sidste års prisforhøjelse skyldtes generelle prisstigninger og navnlig prisstigninger på diesel m.m. I år skal vi desuden forvente en yderligere prisstigning, idet alene levering stiger ca. 10%. Fahim har fået faktura fra Marius Pedersen, og vi håber, at han er i stand til at opnå en bedre pris.

Evaluering af sommerfest:

Alle gav udtryk for, at det havde været en vældig god sommerfest med særdeles pænt fremmøde på 45-50 personer, så det nye format/tidspunkt ser ud til at virke efter hensigten. Janine efterlyser dog flere aktiviteter, der i højere grad involverer børnene - f.eks. forskellige konkurrencer. Til forskel fra tidligere var Midsommersangen blevet akkompagneret vha. en boombox, og nogle deltagere havde bemærket, at de savnede levende akkompagnement. Der fremkom derfor spontane ideer om at danne et grundejerforeningsband, hvilket dog (vistnok) ikke udmøntede sig i et egentligt forslag. 

Badminton:

Det var uden større vanskelighed lykkedes Lars at kontakte kommunen og bestille 2 baner, som vil blive udbudt til 750 kr. pr. person, hvis der er 2 tilmeldte. Lars vil annoncere tilbudet på en omdelt seddel, som samtidig oplyser om opstillingen af efterårscontainerne. Hvis flere end 2 ønsker at tilmelde sig, kan vi muligvis afpasse banebestillingen derefter.

 

Møde om indbrudssikring:

Dette tiltag er gået noget i stå, fordi ingen af de forskellige repræsentanter fra Tryg, som Janine har talt med, har ringet tilbage. Lars vil prøve at kontakte den oprindelige kontaktperson hos Tryg.

En anden mulighed er måske at bestille et foredrag fra Politiet. Lars følger op. Det blev endvidere diskuteret at få andre alarmfirmaer mv. til at stille op med en præsentation, men det blev vurderet, at dette næppe ville udgøre tilstrækkeligt objektiv information.

Banko:

Janine og Inga har på grund af stor travlhed ikke tid til at gøre den sædvanlige indsats for at fremskaffe sponsorpræmier. De vil gøre, hvad de kan nå, men det foreslås derudover at afsætte budget til yderligere præmier.

Det blev aftalt at afholde bankoarrangementet den 24. november kl. 17-22, idet bestyrelsen møder kl. 16 for at stille op. Der vil blive omdelt sedler om arrangementet omkring 1. november. 

Der blev endvidere talt om, at man en gang kunne prøve en tur ned over grænsen med en bankobus.

Kunstgræsbane:

Lars' planlagte møde med skolelederen var blevet aflyst med kort varsel, og skolen havde lovet at vende tilbage til Lars. Det er imidlertid ikke sket, så processen er gået i stå.

 

Næste møde:

Næste møde blev aftalt til afholdelse d. 24. november 2026 kl. 16 på skolen i forbindelse med bankoarrangementet.